Antennelauget
FLIMMER
|
|
Årsberetning 2005– 2006
|
Siden sidst:
Efter udskiftning af hovedstationen sidste år, er tiden nu kommet til en opgradering af kabelnettet til 2-vejs kommunikation samt indførelse af Internet og digitale tv pakker.
Det forgangne år, er derfor stort set gået med arbejdet omkring opgradering og mulighederne for indførelse af Internet, som længe har været et af de store ønsker fra mange af jer medlemmer.
Desværre har vi oplevet nogle få personer i foreningen, der målrettet går efter at gøre dette arbejde så besværligt som muligt.
At sidde i bestyrelsen for Flimmer, er et ulønnet frivilligt stykke arbejde hvor man stiller sin fritid, aftener (ofte til sent) og entusiasme til rådighed.
Det kan også hænde, at nogle må tilsidesætte deres civile job, for at deltage i møder med leverandører eller informations seminarer for at vi kan følge udviklingen.
Alle, i Flimmers bestyrelsen har gjort, og gør et kæmpe stykke arbejde, for at foreningens medlemmer kan se fjernsyn, høre radio og måske også snart komme billigt på Internettet.
Jeg kan forsikre, at ingen her i bestyrelsen sidder her for egen vinding, økonomiske eller af andre tvivlsomme interesser.
Vi sidder her alle, alene med det for øje, at drive denne antenneforening i en høj kvalitet og til en så billig pris som muligt, til gavn for alle medlemmerne.
Det er derfor meget frustrerende, at skulle drive en forening, hvor enkelte medlemmer forsøger at underminere vort økonomiske grundlag, eller stiller tvivl om vor hæderlighed, hvad så deres motiv end måtte være.
Vi er voksne og ansvarsbeviste mennesker der gerne modtager kritik, hvis man mener, at vi ikke gør vort arbejde ordentligt.
Jeg vil derfor opfordre til, i stedet at lade dette være en saglig og demokratisk forening med samarbejde, og åbenhed for ideer og synspunkter.
Mht. opdatering af anlægget:
Der er i det forgangne år ikke blevet foretaget egentlige opdateringer af anlægget.
Vedr. anlæggets drift:
Vi har i det forgangne år, desværre været plaget af en serie irriterende signalfejl af periodisk karakter der har generet beboerne i Horseløkke og Tyreløkke kvarterene.
Bækparken har også været ramt af en signalfejl.
Her til kommer enkelte parceller der af forskellige årsager har krævet service besøg af en tekniker.
Alle kendte fejl er blevet udbedret. Det forventes derfor, hvis bestyrelsens forslag vedtages, at hele nettet med nye forstærkere får en bedre kvalitet og større driftsikkerhed.
Igen i år, har vores hovedstation været udsat for hærværk. Denne gang i form af graffiti.
Ærgerligt at sådan en pæn bygning ikke kan lades i fred.
Vi afventer nu lidt varme og tør vejr, for at kunne fjerne ”kunstværkerne”, for ikke at hovedstationen skal virke som en tiltrækkende ”opslagstavle” for de unge.
Ændringer i udbudet af radio- og tv kanaler:
Bestyrelsen har i lighed med tidligere år med prøveudsendelser, givet medlemmerne mulighed for at kigge med, i en prøve periode på TV2 Film.
Efter de modtagne tilbagemeldinger, samt efter almindelige iagttagelser af program udbuddet på TV2 Film, er det bestyrelsens opfattelse, at interessen for denne kanal er meget begrænset.
Med en årlig pris på 64,55 kr. + moms pr. medlem, samt set ud fra resultater af tidligere års lignende afstemninger, vil bestyrelsen ikke indstille TV2 Film som permanent kanal i anlægget. Derfor vil den efter prøveperiodens udløb den 31/3-06 blive udtaget af nettet og som tidligere oplyst erstattet af den norske gratiskanal NRK2.
Der er netop vedtaget en folketingsbeslutning vedr. ændring af ”Must Carry” kravet til antenneforeninger og kabel-tv udbydere.Hvad betyder så dette for Flimmer?
Med denne folketingsbeslutning foreligger der nu en klar adskillelse mellem ”Must Carry” kravet til distribution af digitale radioprogrammer (DAB) og fremtidens digitale tv kanaler.
1. April i år starter DDT-nettet (Jordbaseret digitale tv-sendere), hvilket nu har indflydelse på kanaludbuddet i Flimmer.Det betyder at der fra denne dato, er indført lovkrav om en parallel udsendelse af TV kanalerne DR1, DR2 og TV2 i digital form i alle kabel- og fællesantennenet.
DAB radiokanalerne er fortsat ikke direkte underlagt ”Must Carry” kravet.
Hvis bestyrelsens forslag her vedtages er digitalisering af DR1, DR2 og TV2 inkluderet i opgraderingen og ”Must Carry” kravet er dermed samtidigt opfyldt. Hvis bestyrelsens forslag derimod ikke vedtages, vil det kræve en øjeblikkelig investering på ca. 20.000 kr. + moms for at imødekomme de lovmæssige krav.
Fremtiden:
På kort sigt:
Ud over den forestående opgradering af kabelnettet og indførelse af højhastighed Internet, og den omtalte digitalisering, vil bestyrelsen arbejde for en indførelse af DAB-radio i nettet.
På længere sigt:
Nu, da vi har en fuldt moderne hovedstation, og forhåbentligt med vedtagelse af et opgraderet kabelnet med Internet, vil tiden nu være moden til at søge at udvide vor forening med flere medlemmer, hvilket i fremtiden vil give os et bedre økonomisk råderum og konkurrencemæssige muligheder.
Oplagte muligheder er her, husstande og grundejerforeninger som ligger i umiddelbar nærhed af vores eksisterende kabelføringer, senere til måske potentielle mulige større tilslutninger længere væk.
Til slut, vil jeg som formand gerne takke bestyrelsen for et stort arbejde og et fantastisk samarbejde i året der er gået og ser med glæde frem til et nyt spændende år.
Formanden.
|